Ny maritim start-up hub på Fyn

Maritim start-up hub

Svendborg bliver knudepunkt for en ny maritim start‐up hub ‐ et gennemtestet accelerator‐forløb for særligt innovative iværksættere med stærke produktideer til fremtidens maritime branche. Planen er at give iværksættere de allerbedste rammer for produkt‐ og forretningsudvikling og skabe en stærk fødekæde af spin‐out virksomheder. Det første hold forventes optaget i starten af 2018.

3 mio. kr. til maritim start-up hub
Fyns Maritime Klynge har fået tilsagn fra Syddansk Vækstforum om en økonomisk saltvandsindsprøjtning til etablering af en start‐up hub for maritime iværksættere i Svendborg. Bevillingen på 3 mio. er en del af EU Socialfondsprojektet, Co‐Create Sydfyn.

– Visionen med start‐up hub’en er at forkorte vejen fra produktudvikling til finansiering og salg, forklarer Lars Ahrendtsen, forretningschef i Fyns Maritime Klynge. ‐ Når det gælder produkter til den maritime branche, kan udviklings‐ og særligt testfasen være lang og omkostningstung, og det er her, risikoen for at måtte lukke ned er størst for nye virksomheder. Derfor etablerer vi nu dette start‐up program, hvor vi giver iværksættere adgang til teknisk support, testfaciliteter, sparring på forretningsudvikling, kontakt til investorer og adgang til samarbejdspartnere blandt virksomheder i det maritime klyngemiljø.

Massive investeringer i det maritime Fyn
Beslutningen om at etablere en maritim start‐up hub er endnu én af flere massive investeringer i den maritime udvikling på Fyn. I 2021 forventes SIMAC´s 12.000 m2 nye internationale søfarts‐ og maskinmesterskole at stå færdig og EU´s internationale søfartskonference vil trække over 1000 deltagere i 2024.

Ambitionen er at gøre Fyn til centrum for udvikling af maritime start‐ups og spin‐out virksomheder. Derfor kan såvel danske som internationale iværksættere, der arbejder med udvikling af fx green shipping, autonome teknologier samt digitale optimerings‐systemer, søge om én af hub´ens eftertragtede pladser.

Hub’en hilses velkommen af klyngevirksomheder
En af Fyns Maritime Klynges stærke virksomheder, C.C. Jensen, hilser hub´en velkommen:

– Den maritime hub er et stærkt initiativ og det glæder mig, at maritime entreprenører nu får stillet de allerbedste rammer og betingelser til rådighed til at fordybe sig i udvikling af deres produkter og virksomheder siger Carl Aage Jensen, bestyrelsesformand og ejer af C.C. Jensen. ‐ Efterspørgslen efter bæredygtig skibsfart vokser markant; og derfor er det vigtigt, at vi hjælper de dygtigste
iværksættere med at få adgang til disse nye markeder‐ og det gør vi bl.a. ved at gå forrest, når nye teknologier skal udvikles og afprøves, slutter Carl Aage Jensen, der tilbyder at stille
udviklingsfaciliteter til rådighed for de kommende iværksættere.

Cool4Sea er maritim iværksætter og vinder af DM og EM i entreprenørskab i 2014 og spin‐out fra SIMAC i 2015. Mark Hollænder Viese, CEO og en af fire ejere, er begejstret for nyheden om en maritim vækst‐kuvøse:

– Havde dette tilbud eksisteret, da vi var i vores opstart, havde vi helt sikkert ansøgt om en plads. Vi har nok brugt tre gange længere tid på at udvikle vores produkt, end vi oprindeligt estimerede og jeg er overbevist om, at vi ville have sparet tid og ressourcer med sparring fra erfarne erhvervs‐ og fagfolk. For mig at se kommer hub´en 360º rundt om det iværksættere har brug for ‐ det må give den sikreste start, siger Mark Hollænder.

Inspiration fra robotterne
Den maritime iværksætter‐hub kommer til at arbejde ud fra en allerede gennemtestet model inspireret af den succesfulde fynske robot‐inkubator under Udvikling Fyn, Odense Robotics StartUp Hub, der allerede har skabt stærke iværksætter‐succeser i robot‐miljøet.

Hub´ens fremtidige iværksættere kan se frem til skræddersyede forløb med en række milepæle undervejs, der matcher deres udviklingsbehov. Ligeledes bliver der adgang til test‐ og udviklingsfaciliteter i form af værksteder og laboratorier på SIMAC og blandt de lokale virksomheder. Administration og ledelse får tilknytning til Fremtidsfabrikkens IT og maritime iværksætterhus i Svendborg.

Klyngens første opgave bliver at samle et specialiseret advisory board bestående af virksomhedsejere, investorer og fagprofessionelle, der skal være med til at udpege de kommende iværksættere. Ansøgningsfristen offentliggøres i løbet af efteråret.

Se interviewet fra TV 2/FYN om den maritime start-up hub med Lars Ahrendtsen, forretningschef for Fyns Maritime Klynge:

FAKTA

MARITIM START‐UP HUB

  • Iværksættere søger om plads og udvælges af et kommende advisory board
  • En plads i hub ‘en giver adgang til et struktureret accelerator‐forløb med milepæle undervejs
  • Forløbet indebærer sparring med fag‐professionelle, erfarne forretningsudviklere, kontakt til investorer og adgang til test‐ udviklings‐ værksted‐ og kontorfaciliteter
  •  En plads i hub´en er gratis
  • Fyns Maritime Klynge leder og driver hub´en
  • Den maritime start‐up hub er finansieret gennem EU Socialfondsprojektet Co‐Create Sydfyn
  • Co‐Create Sydfyn omfatter fem aktiviteter for iværksættere og små og mellemstore virksomheder i IT og maritime erhverv
  • Projektets løbetid: 1 januar 2018 – 30. juni 2021