Klyngeorganisationen kaster anker sydpå

Fyns Maritime Klynge på Kvægtorvet

Kongeskibet Dannebrogs ankomst til Svendborg havn satte ikke kun Sydfyn på den anden ende af ren begejstring og glæde. I den selvsamme uge lettede klyngeorganisationen bag Fyns Maritime Klynge anker fra Forskerparken i Odense og lagde til kaj på Kvægtorvet i Svendborg.

Efter en håndfuld år i Odense er klyngeorganisationen endnu en gang kommet tættere på sine maritime rødder, og der hvor det hele startede. Behovet for at flytte skyldes de mange projekter indenfor autonom skibsfart, green shipping, maritime kompetencer og iværksætteri, som der er blevet igangsat med virksomheder og partnere sydpå.

4 grunde til flytningen af klyngeorganisationens base

1. Maritim Startup Hub
I foråret lød det officielle startskud for Danmarks første maritime startup hub. Med inspiration fra Odenses robothub tilbyder den maritime startup hub et gennemtestet og struktureret acceleratorforløb med test-, udviklings- og kontorfaciliteter, som er specielt designet til at udvikle maritime iværksættere til sejlklare virksomheder. Geografisk er hubben forankret i Svendborg, hvor iværksætterne bl.a. har adgang til værksteder på Svendborg Erhvervsskole og SIMAC. DanaDynamics og Scoutbase er de to iværksættervirksomheder, som er de første beboere i Maritim Startup Hub, og i efteråret forventes flere at rykke ind.

2. Maritime kompetencer
Industriteknikeruddannelsen vender efter en unik redningsaktion igangsat af flere sydfynske industrivirksomheder, Svendborg Erhvervsskole, Svendborg Kommune og Fyns Maritime Klynge tilbage til Svendborg den 1. januar 2019. Klyngens uddannelseskoordinator arbejder i skrivende stund intensivt sammen med Svendborg Erhvervsskole på at få samlet det første hold af kommende industriteknikere.

De tætte relationer til landets største maritime uddannelsesinstitution i Svendborg, SIMAC, er også af afgørende betydning for klyngen, hvis formål er at skabe samarbejder på tværs af virksomheder, uddannelsesinstitutioner og statslige organer. Både SIMAC og Svendborg Erhvervsskole forstærker fødekæden og uddanner den fremtidige maritime arbejdsstyrke. Kompetencer, som klyngens virksomheder er afhængige af.

3. Autonomt område under opsejling
Med Tuco Marine Groups tests og udvikling af arbejdsbåde med et autonomisystem og lanceringen af klyngens netværksgruppe, som vil fremme den teknologiske fjernstyring, har Sydfyn vist sig at være stedet, som det hele kredser om. Farvandet rundt om området er også blevet brugt som testområde for autonome testsejladser. Det falder alt sammen i hak med klyngens fokus på det strategiske indsatsområde.

4. Tilbage til rødderne
Svendborg har en stærk maritim tradition, som også afspejler sig i den høje koncentration af virksomheder, der er forbundne til den maritime branche. Fyns Maritime Klynge blev grundlagt på initiativ fra erhvervsledere fra Svendborg og SIMAC, så med flytningen vender klyngen tilbage til sine rødder.

Alle aktiviteter fortsætter
Samtlige aktiviteter fortsætter som hidtil, og klyngeorganisationens mål er stadig at samle, styrke, forretningsudvikle og opdyrke nye projekter og markeder i samarbejde med klyngens medlemmer og partnere uanset fysisk placering.

Du kan fremover finde Fyns Maritime Klynge her:

Fyns Maritime Klynge
Kvægtorvet, Frederiksgade 8
5700 Svendborg

Kontakt
Du er velkommen til at kontakte forretningschef Lars Ahrendtsen på 2368 6911 eller [email protected] for mere information.