Bronze hattrick

bronze

Fyns Maritime Klynge har siden 2014 haft et bronze-certifikat i ECEI (European Cluster Excellence Initiative), som er EU’s fælles initiativ for at styrke og kvalitetssikre klynger i Europa.

Hvert andet år tages certifikatet til gennemsyn og overvejelse. En proces, der i sidste ende afgør om en klynge får lov til at beholde sin status eller ej. For tredje gang i træk har Fyns Maritime Klynge bestået certifikat-forløbet med glans og bevaret sit gyldenbrune kvalitetsstempel.

Guld, sølv og bronze
I klyngeorganisationer arbejdes der med tre niveauer af kvalitetsstempler: Gold, silver og bronze label under ECEI. Med de forskellige certifikater er det muligt for danske klynger som Fyns Maritime Klynge at sammenligne sig med de resterende europæiske klyngeorganisationer.

– Vores bronze-status er en blåstempling, som fortsat skaber stor værdi for klyngen i forhold til tiltrækning af udviklingsmidler og samarbejdspartnere både nationalt og internationalt. Det giver os en adgang til en række særlige fordele og aktiviteter, som udbydes af EU. I sidste ende kommer det primært og udelukkende vores medlemsvirksomheder til gode, siger Lars Ahrendtsen, forretningschef for Fyns Maritime Klynge.

Bronze-certificering gives til klyngeorganisationer, som ønsker at forbedre deres klyngeledelse. Det vil sige, at der ikke er nogle minimumskrav for at blive en bronze-klynge.

Jagten på guldet
I Fyns Maritime Klynge er ambitionerne større end hvad bronzen kan tilbyde, og derfor arbejder klyngeorganisationen for fulde sejl på at opnå ædelmetal i 2019.

– Vi ønsker selvfølgelig at opnå den højeste anerkendelse en klyngeorganisation kan få. Derfor går vi direkte efter guldet. At rykke endnu højere op i den internationale superliga af klynger vil åbne op for større international synlighed og samarbejder med eksempelvis maritime klynger i Tyskland, hvor guld er lig med en adgangsbillet til et netværk, siger Lars Ahrendtsen.

For at opnå guld-certifikatet skal Fyns Maritime Klynge skærpe medlemsinvolveringen i klyngens strategiproces og fortsat involvere medlemmer i klyngens strategiske indsatser. Det kræver en løbende og fortsat måling af resultater. Forudsætningerne er der. Nu gælder det om at udnytte dem.