Automation Lab fik hjælp til at løfte kompetencerne

VKU-small

Vækstrettet Kompetenceudvikling så dagens lys i maj 2018 med det formål, at hjælpe SMV’er til at realisere deres vækstpotentiale via kompetenceudvikling af eksisterende arbejdskraft. Automation Lab er en af de første virksomheder, der har gennemført et af de skræddersyede opkvalificeringsforløb, og de planlægger at deltage i flere.

En del af Automation Labs vækststrategi gik ud på at øge ekspertisen indenfor softwaren Iconics Scada, men virksomhedens udvikling blev bremset af manglen på medarbejdere med rette erfaring og kvalifikationer til at styre den avancerede software. Vækstrettet Kompetenceudvikling viste sig at være løsningen på udfordringerne: En branchekendt konsulent hjalp til at afdække virksomhedens behov; et skræddersyet uddannelsesforløb blev stablet på benene og snart deltog seks af virksomhedens softwareudviklere i et tredages Iconics Scada-kursus, der dækkede lige præcis deres behov.

– Det var som sendt fra himlen. Det var helt utroligt, at vi kunne få finansiel støtte til at uddanne vores medarbejdere til at kunne arbejde med systemet på et højt niveau. Vores mål er at blive eksperter i Iconics Scada, og det kræver, at vi har en gruppe medarbejdere, der kan det til fingerspidserne. Det uddannelsesforløb vi deltog i kickstartede denne udvikling, og vi ser frem til at sende flere medarbejdere afsted, så vi hele tiden har kvalificeret arbejdskraft til at sikre vores vækst, siger Claus Walther Jensen, direktør i Automation Lab.

Opkvalificering er løsningen
I løbet af de næste tre år planlægger Automation Lab at fordoble antallet af medarbejdere. Det kan dog vise sig at blive svært, da den kvalificerede arbejdskraft er svær at skaffe. For virksomheden er vejen frem klar: endnu mere opkvalificering af den eksisterende medarbejderstab.

– Hvis det ikke er muligt at finde de rette profiler, så må vi jo selv skabe dem, og det gør vi hurtigere end ellers ved at deltage i disse forløb, der er målrettet vores behov og virkelighed. Så vi er meget begejstrede for det fokus Vækstrettet Kompetenceudvikling har, det er et fantastisk tiltag, som vi helt sikkert vil benytte os af igen, siger Claus Walther Jensen.

Kontakt os og hør om dine muligheder
Ring eller skriv til vores konsulent på området, Lars Almind Knudsen, og få en snak om mulighederne for din virksomhed: T: 2399 6677 / E: [email protected]


Om Vækstrettet Kompetenceudvikling (VKU)

  • VKU er målrettet kompetenceudvikling så virksomheder kan realisere deres vækstpotentialer.
  • VKU henvender sig til vækstambitiøse SMV’er i Region Syddanmark indenfor stål-, robot- eller fødevarebranchen.
  • VKU finansierer 50% af uddannelsesaktiviteterne, som er målrettet din virksomheds behov og virkelighed.