Åbning af Maritim Startup Hub

Åbning af Maritim Startup Hub

Danmarks første Maritime Startup Hub ligger (selvfølgelig) på Fyn.

Én af Fyns styrkepositioner er det maritime, og derfor er det naturligt, at Danmarks første maritime startup hub ligger netop her. Hubben, som åbner officielt 13. juni i år, er et gennemtestet accelerator‐forløb for særligt innovative iværksættere med stærke produktideer til fremtidens maritime branche. Modellen er inspireret af den succesfulde fynske robot startup hub, og planen er at give udvalgte maritime iværksættere de allerbedste rammer for produkt‐ og forretningsudvikling og skabe en stærk fødekæde af spin‐out virksomheder – og gøre Fyn til epicenter for udviklingen af disse.

– Det her handler om at sikre optimale vækstbetingelser for innovative maritime iværksættere. Når det gælder produkter til den maritime branche, kan udviklings‐ og særligt testfasen være lang og omkostningstung, og det er her, risikoen for at måtte lukke ned er størst for nye virksomheder. Derfor etablerer vi nu dette startupprogram, hvor vi giver iværksættere adgang til teknisk support, testfaciliteter, sparring på forretningsudvikling, kontakt til investorer og adgang til samarbejdspartnere blandt virksomheder i det maritime klyngemiljø. I sidste ende handler det om arbejdspladser, siger Lars Ahrendtsen, forretningschef for Fyns Maritime Klynge, der leder, driver og udvikler Maritim Startup Hub.

Startup hubben er en del af Fyns Maritime Klynges strategiske arbejde med at positionere Fyn som nationalt centrum for maritimt iværksætteri og maritime kompetencer.

Pt. er startup hubbens specialiserede Advisory Board i gang med at udpege de to-tre iværksættere, der skal optages som de første. De er efter sigende yderst interessante og særligt innovative. De nye hub-beboere præsenteres på åbningsdagen.

Den Maritime Startup Hub finansieres gennem EU Socialfondsprojektet Co-Create Sydfyn, og åbningen finder sted i forbindelse med kick off-arrangementet på Co-Create Sydfyn. Se invitation og program for dagen HER.